Puch og knallertnostalgi – tilbage til 1970’erne og 1980’erne

1956–1970’erne: Puch bliver en del af Danmark

Man behøver næsten bare at se det grønne og hvide skjold. Så står den der igen: knallerten ved havelågen, jakken over stolen og en aftale om at mødes senere. For nogle var en Puch det første køretøj, der føltes som ens helt eget. Ikke bare noget, der kunne fragte én fra A til B, men noget man kendte lyden, humøret og de små særheder på.

Puch kom fra Østrig, men fik en ganske særlig plads i Danmark. De første Puch-knallerter blev importeret hertil i 1956. Ifølge Dansk Cykel & Knallert Museum var to ud af tre nyindkøbte knallerter i Danmark i 1970 en Puch. Så når det i erindringen virker, som om der stod en ved næsten hvert andet cykelskur, er det ikke helt grebet ud af luften.

Danskerne var også et vigtigt publikum for fabrikken. Museet fremhæver blandt andet særlig sadelaffjedring og Maxi’ernes røde og grønne farver som detaljer til det danske marked. Og den danske importør lavede selv reklamerne. Det er en fin lille påmindelse om, at den samme knallert ikke nødvendigvis så helt ens ud i alle lande.

Læs historien hos Dansk Cykel & Knallert Museum på Historisk Atlas.

1969: Puch Maxi – et lille navn med stor personlighed

Maxi blev præsenteret i 1969 og blev siden et af de navne, der nærmest voksede sammen med ordet knallert. Den så ikke ud, som om den prøvede at være en kæmpestor motorcykel. Og måske er det netop en del af charmen: Den var sin egen, med et udtryk man kunne genkende på lang afstand.

I 1970’erne kunne den være hverdagsmakker, ungdomsdrøm eller et lille fælles projekt i skuret. Måske var den købt brugt. Måske havde nogen i familien haft den først. En ridse i lakken var derfor ikke nødvendigvis en fejl, men første kapitel i en historie, som man nu selv skulle skrive videre på.

En gammel knallert havde også den fordel, at den kunne skabe samtale helt uden at blive startet. Der skulle bare én forbi, som engang havde haft en magen til. Så var der straks noget at tale om: farven, sadlen, den første tur og den detalje, som alle andre åbenbart huskede forkert.

Vores Let’s PUCH-patch leger med den farverige retrostemning, mens det runde Puch-badge holder sig til det velkendte skjold. To forskellige måder at sende en kærlig hilsen til samme knallertfamilie på — også hvis Maxi’en for længst har fået en ny ejer.

Læs historien hos Verkehrshaus der Schweiz om Puch og Maxi fra 1969.

1969 og 1970’erne: Yamaha FS1 – fire gear og store drømme

Hvis Puch fik dig til at smile, kunne Yamaha få sidemanden til at rette sig lidt op. FS1 hører til de maskiner, hvor navnet alene kan sætte gang i en længere diskussion. I danske minder er det især den firegearede Yamaha, der fylder. Der var noget ved tanken, sædet og den motorcykelagtige holdning, som fik en lille maskine til at føles større.

Yamahas eget museum viser FS-1 som en model fra 1969. Den havde blandt andet en langstrakt tank og et sportsligt sæde. Det årstal gælder den oprindelige japanske model; danske udgaver havde deres egne specifikationer. Når gamle venner sammenligner deres Yamaha’er, kan begge altså godt huske rigtigt, selv om detaljerne ikke passer helt sammen.

Og så er der logoet. De tre former i den runde Yamaha-figur er stemmegafler — redskaber til at stemme musikinstrumenter. Det peger tilbage på Yamahas musikalske rødder. Så der er faktisk lidt musik i mærket på knallertjakken, også før motoren begynder at synge.

Vi har samlet både de runde Yamaha-mærker og de aflange udgaver med navn. Gul, hvid, blå eller rød? Det er den slags valg, som kan tage overraskende lang tid, når det skal passe til jakken. Men det er trods alt lettere end at blive enige om, hvem der havde den flotteste FS1 i byen.

Læs historien hos Yamahas museum: FS-1 fra 1969 · Yamaha om stemmegaflerne i logoet.

1970’erne: Suzuki K50 – man kunne godt være på et andet hold

En god knallertsamtale kræver selvfølgelig mere end to mærker. Suzuki K50 hører også med. For Suzuki-folket var det ikke nødvendigvis et spørgsmål om at følge flertallet. Det kunne være præcis den maskine, man havde forelsket sig i, eller den brugte knallert, der dukkede op på det helt rigtige tidspunkt.

Suzukis eget modelarkiv rummer både K50-varianter fra 1969 og en udgave fra 1978. K50 er med andre ord en længere modelhistorie, ikke én enkelt uforanderlig knallert. Tank, stel og andre detaljer ændrede sig undervejs, og eksportudgaverne skal heller ikke skæres over én kam.

Det hyggelige ved mærkeloyalitet er, at den sjældent holder sig til et regneark. Man kan nok så nøgternt sammenligne modeller. Men hvis ens bedste sommer begyndte med en Suzuki, har konkurrenterne allerede tabt lidt på forhånd. Det røde S og de blå bogstaver på vores Suzuki-patch kan være nok til at åbne netop den samtale.

Læs historien hos Suzukis historiske modelarkiv: K50.

1974: Kreidler Florett – den store drøm ved cykelskuret

Vi kan ikke tage denne tur uden at nikke til Kreidler. Florett havde netop det motorcykelpræg, som kunne få unge knallertøjne til at blive lidt større. Den Gamle By beskriver sin Kreidler Florett fra 1974 med blandt andet twinsæde og tre gear — og som en maskine, der havde høj status i sin samtid.

Den slags status handler ikke kun om teknik. Det handler også om at stå lidt ekstra længe og kigge, når nogen har fået noget, man selv drømmer om. Og om at forsøge at lyde helt afslappet, mens man spørger, om man lige må se den tættere på.

Der er ikke et Kreidler-produkt i udvalget nedenfor, men mærket fortjener sin plads i historien. En nostalgitur må gerne give plads til den knallert, man ønskede sig, selv om den aldrig kom til at stå hjemme i skuret.

Læs historien hos Den Gamle Bys årbog: motoriserede køretøjer og Kreidler Florett.

1970’erne: Honda Amigo – en lille ven med flere stemmer

Honda havde også sin plads i knallertverdenen, blandt andet med Amigo-navnet. Og her gemmer sig en finurlighed, der er god at have med til næste garagesnak: Amigo betyder ikke automatisk én bestemt motortype.

Grampian Transport Museum har en Honda PF50M Amigo II fra 1977. Museet forklarer, at denne model fik en totaktsmotor i stedet for den firetaktsmotor, som den første Amigo brugte. Så hvis én husker en lille Honda med firetaktslyd, mens en anden bestemt mener, at deres var en totakter, behøver nogen af dem faktisk ikke at være galt på den.

Netop lyden er en stor del af knallertminderne. Nogle husker farven først; andre kan næsten høre motoren, når navnet bliver nævnt. Og en del husker nok bedst den korte stilhed, lige før man fandt ud af, om den ville starte.

Honda-vingen er fællesnævneren i vores tre broderede mærker. Her er både rødt på sort, rødt med hvid kant og gul skrift med sort kant. Motiverne er en hilsen til Honda-universet generelt, ikke modelmærkater til én bestemt årgang.

Læs historien hos Grampian Transport Museum: Honda Amigo II fra 1977.

Fra 1954 til 1970’ernes hverdag: Tomos og forbindelsen til Puch

Tomos er endnu et navn, der kan vække et bestemt billede af skolevejen, fritidsjobbet eller turen hen til en kammerat. Og mærket har en interessant forbindelse til turens hovedperson.

Virksomhedens historie begynder i 1954, og fabrikken kom til at ligge i Koper i det daværende Jugoslavien, i det nuværende Slovenien. De første køretøjer blev samlet fra 1955, blandt andet på licens fra Steyr-Daimler-Puch. I begyndelsen af 1960’erne udviklede Tomos sit eget produktprogram. Der er altså en virkelig historisk forbindelse — men Tomos er ikke bare et andet navn for Puch.

Det er en god lille fortælling at have med, når snakken går om, hvorfor nogle gamle knallerter virker beslægtede. Bag et enkelt logo kan der gemme sig både fabrikshistorie, samarbejde og mange års selvstændig udvikling.

Vores to Tomos-patches viser to sider af den kærlighed: et blåt og hvidt mærke med en springende figur og et sort-hvidt motiv med en knallert. Det ene siger navnet på sin egen grafiske måde; det andet viser meget direkte, hvad det hele handler om.

Læs historien hos Istarska enciklopedija om Tomos’ tidlige historie · Sloveniens Tekniske Museum: Tomos 1954–2019.

Solex – 1946-opfindelsen, der også hører til i minderne

Midt mellem tankene, kromdetaljerne og drømmene om motorcykelstil kommer Solex stille ind fra siden. Den ligner i højere grad det, knallertens navn oprindeligt lægger op til: en cykel med hjælp fra en motor.

Den første serieproducerede VéloSolex kom på markedet i 1946. På de klassiske modeller sad motoren over forhjulet og drev dækket med en friktionsrulle. Det ser stadig lidt finurligt ud, når man er vant til motorer midt i stellet. Som om nogen har set på en cykel og tænkt: Vi sætter hjælpen lige dér.

Pedalerne var ikke kun pynt. På bakker kunne føreren selv hjælpe til. Solex var derfor ikke nødvendigvis maskinen for den, der ønskede sig en lille racermotorcykel. Til gengæld havde den sin helt egen personlighed, og det er svært ikke at holde lidt af et køretøj, hvor samarbejdet mellem menneske og motor er så synligt.

Det lille sort-hvide Solex-mærke er tilsvarende enkelt. Ingen stor scene er nødvendig. Navnet er nok for den, der husker.

Læs historien hos Courbevoies historiske selskab om VéloSolex fra 1946 · Dansk Historisk Fællesråd om knallerter og Solex.

1963 og 1969: Vespa – en lille italiensk afstikker

Vi tager også en afstikker til Vespa. De bløde former, skjoldet foran benene og det karakteristiske scooterudtryk hører til en lidt anden gren af den tohjulede familie. Hvor nogle knallerter viste mekanikken frem, havde Vespa sin helt egen måde at pakke det hele ind på.

Vespa 50 kom i 1963, og 50 Special blev markedsført fra 1969. Dermed er de små Vespa’er også en del af den periode, vi drømmer os tilbage til. Men Vespa-navnet omfatter mange større scootere, så alle Vespa’er skal ikke kaldes knallerter. Her er det slægtskabet i nostalgi og stil, vi følger.

Vores Vespa-motiver spænder fra det italienske flag og logoet til en blå scooter. Det blå scooterpatch uden Vespa-navn har også fået en plads her som en generel hilsen til scooterstilen. Billederne er produktmotiver, ikke en teknisk identifikation af bestemte 50 Special-årgange.

Måske er du mest til dansk landevej og en Puch i grøftekanten under kaffepausen. Måske tænker du straks på en italiensk sidegade. Der er heldigvis plads til begge billeder i samme nostalgiske garage.

Læs historien hos Vespas egen tidslinje: 1960’erne · Vespas egen tidslinje: 50 Special.

1970’erne: Shell, Esso og Castrol – minderne omkring maskinen

Knallertnostalgi handler ikke kun om knallerten. Den handler også om stederne rundt om den. Forestil dig en lille tankstation, en kølig sodavand og en samtale, der egentlig bare skulle have varet fem minutter. Nogen skal videre. Ingen skynder sig helt så meget, som de siger.

Shell, Esso og Castrol er navne, der kan sætte billeder af skilte, dåser og værkstedshylder i gang. Det er en bredere motor- og garagehistorie, ikke en påstand om, at alle mærkerne var originaludstyr eller det rigtige valg til enhver knallert.

En lille designdetalje passer særligt godt til årtiet: Raymond Loewy tegnede den moderne Shell-musling, der blev indført i 1971. På vores patch ses en ældre type med Shell-navnet inde i muslingen. Derfor skal netop dette produktmotiv ikke forveksles med 1971-udgaven. Gamle logoer har deres egne årgange, næsten ligesom knallerterne.

Og det er måske netop derfor, de er så hyggelige at samle. Et mærke kan minde om et sted, ikke bare et firma. Om ham bag disken, turen derhen eller den dag, hvor man endelig havde råd til det, man havde gået og kigget på.

Læs historien hos Shells egen historie om logoet og ændringen i 1971.

1980’erne: “Den skal bare lige …” – hyggen i værkstedet

Der findes en helt særlig tidsregning i et knallertskur. “Jeg skal bare lige kigge på den” kan betyde ti minutter. Det kan også betyde, at nogen må komme ud og sige, at maden har været klar længe.

Måske husker du en radio i baggrunden, en gammel kagedåse med småting og et arbejdsbord, hvor alle påstod at vide, hvor værktøjet lå. Der var altid én, der kunne høre, hvad problemet var. Og mindst én anden, der var helt sikker på, at det måtte være noget andet.

Champion og NGK bringer tændrørsnavnene med ind i samlingen, mens Michelin-figuren giver plads til dækkenes verden. Her bruger vi dem som værkstedsmotiver. Hvilke dele og hvilken vedligeholdelse en konkret knallert har brug for, afhænger selvfølgelig af dens model — det kan et nostalgisk stofmærke ikke afgøre.

Det, man især kan savne, er måske ikke selve reparationen. Det er selskabet omkring den. At stå sammen om noget håndgribeligt, vende den samme lille del mellem fingrene og mærke den fælles tilfredshed, når maskinen endelig var klar igen.

I dag kan et gammelt logo på arbejdstasken eller jakken være nok til at få den stemning frem. Og man behøver heldigvis ikke først have en motor, der driller.

Fra knallertskuret til kaffekoppen – Puch med dit eget navn

Til sidst vender vi tilbage til Puch. For nogle af de bedste knallertminder er de personlige: et kælenavn, en bestemt ven eller den lille flok, man altid kørte sammen med. Det er de ting, der gør et gammelt mærke til mere end en grafisk figur.

Vores store Puch-symærke med ørn kan laves med personlig tekst. Og Puch-kruset kan få en tekst under logoet. Det kan være et navn, et klubnavn eller den titel, familiens selvudnævnte knallertkonge mener, han har fortjent. Kruset på billedet viser et teksteksempel; det behøver ikke være din tekst.

Det er en hyggelig måde at give nostalgien en plads i nutiden. Måske står der stadig en knallert i garagen. Måske er det nu mest kaffen, der skal holdes i gang. Kærligheden til Puch behøver heldigvis ikke blive mindre af den grund.

Og sådan ender turen omtrent dér, hvor den begyndte: med et velkendt logo og en historie, der lige skal fortælles én gang til. Var du til Puch, Yamaha, Suzuki, Honda, Tomos eller Solex? Eller var drømmen en Kreidler, mens virkeligheden var den, der kunne blive råd til? Begge dele hører med. Det var jo ikke kun maskinen, der gjorde turen god.